Avisen Live

Litteraturfestival med croquis, musik, fællesspisning og meget mere…

Lørdag 21. juni kl. 12-20 på Kulturpladsen, Albertslund

Kontaktannoncer

Elektriker-Jørgen, Gorenjevaskemaskinen i Virum og Mælkevejen søger alle kærligheden i en række kontaktannoncer, som en af dansk litteraturs sjoveste, skøreste og mest fabulerende forfattere Jens Blendstrup skrev til Avisen Live 2025. Vi bringer her et udvalg af teksterne, forfatteren læste op til festivalen d. 21. juni 2025:

Elskede ukendte kvinde

Jeg er en mand, der holder meget af el. Jeg søgte engang en stilling i noget, der hed Modstrøm, fordi jeg troede det havde med El at gøre. Men det viste sig de hellere ville ha en kulturel blæksprutte end mig. Det er ikke let at kende forskel i dag, mange udtryk betyder noget andet og mange kulturelle virksomheder vil gerne lade som om de er en del af det gode gamle industrisamfund. Måske fordi de tænker at så rører vi hr og fru. Danmark. Det var en lang smøre, det ved jeg godt. Men jeg har desværre fået meget tid på det sidste, da min kone Anita er gået sin vej, fordi hun finder jeg er blevet for udadfarende, grundet mit venskab med min nabo, der holder af heavy musik og øl. Om dig. Jeg har ikke mange krav, bortset fra du skal kunne se dig selv med en, der holder af el. Som elektriker er det alfa og omega at vide det, der er om el. Ligesom jeg holder meget af at forbinde ledninger med kontakter. Så hvis du kan se dig selv i det, er du velkommen til at skrive til mig. P.s jeg ejer mit eget hus, og kan sagtens ændre indholdet i dette hus, hvis det ikke passer dig med el på gulvtæpper og deslige.

Med venlig hilsen Jørgen Usse Graversen. Dyrhaugesvej 4, 4220 Korsør.

Hej, jeg er en almindelig stueflue, der trænger til en kæreste. Du har måske lyst til at sidde på en kande og kravle lidt rundt, indtil ham der har huset bliver sindssyg og ødelægger kanden med en avis. Vi kan også hænge i gardinerne og sidde musestille og nette os sammen på en ostemad. Det holder jeg meget af. Så er du til romantik og mange børn så er det mig du søger. Jeg summer gerne for dig og kan også godt finde på at kravle lidt ind i dit privatliv. Det er jo sådan vi fluer er flest.

Mange kærlige flueben, din Ole flue.

Ældre mand med rollator søger kvinde uden. Da jeg har kunstig hofte og kunstig arm og kunstig milt og kunstigt hjerte og kunstigt venstre øje, er det mit håb vi kan mødes på halvvejen. Du mangler måske højre øje, og dine tænder, og da jeg har kraftigt bid og stadig et par mælketænder kan jeg evt. tygge din mad for dig, hvis du til gengæld vil støtte mig hvorved jeg kan komme til at gå ganske oprejst igen. Jeg forestiller mig ikke vi har 100 år sammen. Men de 4 vi får skal nok blive sjove. Da jeg samtidig også er glemsom sker det, jeg føler mig som en 10 årig, og så bliver det rigtigt sjovt, det lover jeg dig. Kan du huske hinkesten? For det kan jeg. De fandtes i mange farver, og var af glas. Mens solen er af brint og gas og umulige atomer.

Med venlig hilsen en mand i sin bedste alder Børge.

Hej, jeg er en ældre vaskemaskine (Gorenje), der ikke kan lukke vand ud. Jeg har tidligere været gift, men er nu fraskilt. Han var så en tørretumbler. Vi havde da nogle gode år. Men hans insisteren på at tumble, mens vi havde sex, blev simpelthen for klamt. Så nu er jeg alene og søger dig. Du er måske en Zanussi eller en Siemens. Ja, jeg foretrækker klart du er en Siemens. Da du har nogle enormt flotte lys display, der kan gøre en midaldrende Gorenje blød i tromlen. Jeg håber du vil lette trykket lidt, så jeg kan fungere nogle år for fuld kogevask. Det kunne bare være herligt. Kærlig hilsen din kommende Gorenja. Ja du må også gerne kalde mig Majken hvis det passer dig bedre. P.s. da jeg står i Virum ville det være dejligt du står i nærheden, så vi kan ryste hele huset og banke så det basker.

Jeg er en udstoppet gnu på en væg, som søger en kæreste til at dele de grimme slips jeg altid har hængende over halsen. Som om jeg var en stumtjener. Jeg er en gnu for fanden. Skudt i Kenya, udstoppet i Hobro. Nu hænger jeg så og støver til på en råhvid væg langt fra mine græsningsområder, hvor jeg dundrede gennem græsset og støvede foran vandingshullet i Kenyatta. Jeg har ikke de store evner ud i det erotiske, da jeg stort set består af skin og avispapir. Men det kunne være super hyggeligt, hvis du ville hænge ved siden af mig, og blinke til mig med dine glasøjne, når og hvis du finder det betimeligt. Da jeg jo er gået på pension og kun har folkepensionen, eller gnupensionen – det er vel et velfærdssamfund – skal du ikke regne med dyre middage endsige rejser til fjerne bjergkæder. Du må bare betragte mig som dit fremmede land. Det eneste det kræver er indlevelsesevne og det forestiller jeg mig du også har. Jeg har ikke nogen præferencer ud i hvilken dyrerace du var, men jeg vil foretrække du ikke er en haj, som den der hænger på skråvæggen til højre for mig. Den er nemlig usædvanlig grim og består mest af alt af cement. Gid fanden havde krybskytten.

Mogens, hin gnu.

Hej

Jeg er en mindre spiralgalakse i et univers, der muligvis er født af et sort hul. Om jeg lever eller er ved at dø ved jeg ikke, da min begivenhedshorisont er begrænset af min placering i det store billede. Nogle gange kigger jeg langt tilbage. så er det ligesom om jeg ser hele min familie hænge på en væg i et gammelt rødt lys. Det beroliger naturligvis, at der har været andre før mig, men det gør mig også lidt forstemt, at jeg selv engang vil hænge sådan i et rødt lys langt langt borte i evigheden, mens nye galakser betragter mig med et skuldertræk og siger, jeg aner ikke hvad den spiralgalakse hed eller om den rummede liv. Ja, jeg ved godt det er store ord, om noget der dybest set er ufatteligt at vi kan leve og dø uden helt at forsvinde. Men sådan er universet vi lever i, i modsætning til mennesker, der jo lever og dør og forsvinder. Og glemmes når den næste generation, der kendte dem er borte. Jeg leder efter en kæreste/mk. der ikke er en zombiegalakse som andromedagalaksen, men en der har lidt mere stof til hyggelige aftner med dig. Om mig selv: jeg har nogle milliarder børn i form af stjerner og planeter, så du skal være villig til at tage disse til dig og opdrage dem med mig. Jeg går ud fra du selv har mange sammenbragte børn, hvorfor deres sameksistens helst skal ske på så harmonisk måde, at det hele ikke eksploderer, og din ældste søn bliver et sort hul, der suger al vores glæde til sig. Så har vi nemlig først balladen. Jeg er ligeglad med om du har damp/asbergers/adhd/generaliseret angst/siddesår/klemptomani/Åreknuder/ metanhuller/ilt/ og vand. Jeg tager dig som du er. Da det er for ensomt i det store tomme rum uden en kæreste. Jeg forestiller mig, du strækker dig over milliarder af lysår, hvorfor du sikkert har mange historier at fortælle, om du har et sprog eller mange betyder mindre, da jeg tænker vores kærlighed under alle omstændigheder er ordløs.

I håb om et snarligt sammenstød, Mælkevejen.

Jeg er en mand, hvis dage går med at sidde i en stol ved siden af min kone, der desværre har mistet mælets brug. Hun kan sagtens smile, især når jeg spiller på mundharpe, og når jeg fortæller hende om den tid vi havde, da vi var yngre og ikke sad i hver vores stol. Det er ikke fordi jeg ikke elsker hende mere, slet ikke – under ingen omstændigheder – men jeg kunne rigtigt godt tænke mig en kvinde mere, som kunne tale. Du må gerne elske mig, men du behøver ikke elske mig. Jeg vil bare gerne have en til at snakke med, som fortalte mig ting fra et langt liv, og så ville jeg lukke mine øjne forestille mig, det var min kone, der var med i tivolis ballongynge, eller dengang vi sad og spiste makrel i en kano på Gudenåen og det blæste og makrellen faldt i vandet, og det var 1978 og vi var solbrændte og snot hamrende forelskede fordi, jamen det var vi bare. Så hvis du mk/ kan se dig selv i det, skal du bare komme på besøg. Det kan godt være jeg ikke kan nå hen til døren. Men så skal du bare gå ind. Vi sidder inde i stuen i de her hævesænkestole. Malerierne på væggene har jeg malet. Og stueuret. Jamen kassen var jo rådden så jeg satte det op på en glasplade i stedet. Det tikker så skråt, når jeg sidder alt for lige. På væggene hænger vores børn. Joan kommer hver dag, men Ingebritt skælder altid ud, når hun er her. Som om det kunne gøre noget godt at hænge sig i kærligheden og afmagten. Vi er her jo kun så kort. Der er ingen grund til at vi skal være sure på hinanden, når det lakker mod enden. Vel? Ps. Du må gerne være høj. Da jeg vildt godt vil se en høj kvinde komme mig i møde. Det har jeg nemlig aldrig prøvet før. Og en gang skal jo være den første.

Med venlig hilsen IB, forhenværende vismand. Mine hobbyer er dendrologi. Jeg har en af Harald Blåtands tænder i min skuffe. Nej nu smiler min kone, det er jo ikke sandt Ib. Nå nej men næsten. Nu smiler hun mere. Som ville hun sige: åh hvor er det typpisk dig Ib. Lige ved og næsten slår ingen ringridder af hesten.

Madfortællinger

Inden årets festival løb at stablen, satte vi os for at undersøge hvilken mad, der bliver spist i Albertslund under overskriften HJEMSTAVSMAD og indsamlede madberetninger fra lokale frivillige fra Glostrup, Vestjylland, Marokko, Irak, Pakistan, Chile, Ukraine og mange flere. I de mange beretnings forskellighed kom de til at repræsentere Albertslunds diversitet med over 170 forskellige nationaliteter bosiddende i kommunen – og lige så mange hjemstavnsretter.

Kokken Stine fra Madmenageriet omdannede derefter de mange beretninger til en særlig ‘hjemstavnsbowl’ med smage og dufte fra hele verden til festivalens fællesspisning. Men mad er ikke bare fysisk næring. For de frivillige åbnede fortællingerne om yndlingsretter op for stærke større historier om identitet, ophav og kærlighed, som forfatterne Duna Ghali og Fanan Imad lod sig inspirere af til at skrive og opføre en tekst om hjemstavnsretter og de følelser, som knytter sig til maden.

Her et uddrag fra teksten:

“Opskrifter kan fungere som et familiearkiv, en forbindelse til hjem, et vidnesbyrd om overlevelse og tilpasning. Når mennesker migrerer – hvad end det er frivilligt eller tvunget, eksempelvis som følge af krig – tager de deres kulinariske traditioner med sig. Opskrifter, krydderier, teknikker møder nye omgivelser og ingredienser og udvikler sig som følge heraf. Madkultur er på den måde aldrig statisk. Den rejser med mennesker, udvikler sig i mødet med det nye. Nye ingredienser og lokale forhold fører til nye opskrifter og hybride køkkener. Der er stadig ting, vi gør, som vi altid har gjort – at bruge timevis på at rulle dolmaer – farserede vinbladsruller – i ensartede, pæne cigarer. At sætte risene i blød i lang tid inden kogning. At lægge frisk mynte til tørre. Men der er også kommet nye vaner til. Det er måske netop i kombinationen, i det omformede og gentænkte – at smagen af hjem opstår. Hjem er ikke længere kun et geografisk sted. Det er blevet en følelse, der bor i duften af nykværnede kardemommekapsler. I smagen af syrlige granatæblekerner.”